Jeg havde i hele mit ungdomsliv dyrket rigtig meget sport. Jeg startede med håndbold da jeg var omkring 6-7 år gammel og det viste sig at jeg havde et godt talent for spillet. Jeg ville virkelig gerne være rigtig god til at spille håndbold og jeg brugte rigtig meget af min tid på at træne og ellers være sammen med nogle af de andre på holdet. Op igennem ungdomsårene spillede vi i den bedste række hvert andet år, hvor de bærende spillere var andet års, altså de andet år ud af to, hvori man spiller i en række. Puslinge, drenge, juniorer, ynglinge og så vist derefter som senior. Vi var flere drenge der virkelig var gode med en håndbold og vi havde det sjovt sammen på og udenfor banen. Da vi blev andet års ynglinge fik vi en anden træner og jeg begyndte nogen gange at spille på anden-holdet. Noget jeg ikke syns var tilstrækkeligt, da jeg gerne ville være den bedste. Jeg var også startet på HTX på det tidspunkt og der skete mange ting i mit liv som i næsten alle andres på den alder. På et tidspunkt begyndte jeg at få ondt i den højre skulder omme bagpå ryggen, hvor jeg fandt ud af at massage lindrede. Over tiden blev det dog værre og bredte sig op i nakken også. Jeg troede der var tale om en "skudarm", som en en kendt faktor som håndboldspiller at når man går ind og bruger sin skudkraft uden at varme ordentligt op. Jeg begyndte at lave øvelser for at forebygge dette og bruge mere tid på at varme op. Det hjalp ikke rigtigt og jeg spillede mere og mere på anden-holdet. En aften ringede jeg til min træner og fortalte, at jeg ønskede at stoppe med at spille håndbold. Jeg var vist 17 år da. Jeg fortsatte på HTX og efter jeg blev student kom jeg i lære som elektrikker. Jeg husker min læretid som til tider pinefuld, da jeg ofte var meget anspændt i skuldre og nakke, så havde svært ved at slappe af og derved koncentrerer mig om arbejdet. Denne anspændthed syntes at tage til og jeg var begyndt at gå til længe og klage min nød. Jeg blev henvist til mange forskellige steder men mange forskellige kloge folk. Ingen kunne på fornuftig vis forklare mine gener men jeg vidste at jeg fejlede noget som måtte fixes for at jeg kunne få det godt igen. Dette blev en faktor i mit liv op igennem min sene ungdom og mit tidlige voksenliv. Jeg havde ikke droppet drømmen om at blive en virkelig god sportsudøver og jeg var efter min studenterrunde begyndt at bokse sammen med min bror. Det var sjovt og vi fik afløb for vores tidligere små slagsmål i ringen imod hinanden. Vi havde begge talent for boksning og jeg kunne mærke at jeg virkelig gerne ville være rigtig god til at bokse så jeg passede min træning godt og kom snart på kampholdet. Min første kamp gik ret godt men i den næste fik jeg stryg. Blå øjne og sådan. Jeg fortsatte og udviklede mig godt og fik flere og bedre modstandere. Efter en kort årrække var jeg en af de bedste i Danmark i min vægtklasse, men ikke den bedste. Da jeg samtidig sled med at holde vægten gik jeg på i næste vægtklasse, hvor der var et par gode boksere som jeg tabte alle mine kampe til, når vi mødtes. Flere gange kom jeg også i gulvet. Jeg besluttede mig på et tidspunkt at gå helt op i sværvægt, da der i denne periode var tyndt besat i denne vægtklasse. Jeg mener at jeg blev dansk mester i sværvægt på denne måde. Kan ikke sige jeg var stolt. Jeg holdt dog modet oppe og kom ind over landsholdet og kom med ud og boksede internationale kampe. Fik også flere internationale modstandere når der var stævne på Tobakken i min hjemby Esbjerg. Jeg mindes at jeg havde flere hårde kampe i denne sidste tid som bokser, hvor jeg til sidst indså, at jeg ikke havde det der skulle til for at komme til tops i denne sportsgren. Jeg stoppede derfor boksning men var ikke færdig med at forsøge at udleve mine drømme om at blive til noget stort. Undervejs i min tid som bokser, da havde jeg mødt en gut på en træningslejr på Tenerife, som fortalte mig at han havde været på elevskolen i Frømandskorpset. Jeg havde altid drømt om at blive Jægersoldat. De bedste soldater i Danmark troede jeg. Havde hørt så meget om dem. Jeg besluttede mig nu for at prøve at blive frømand, for det var virkelig et svært nåleøje at komme igennem. Af omkring 200 ansøgere så kom der måske 5 igennem efter 8 måneder på elevskolen. Jeg begyndte at træne op, fik ansøgt, kom til antagelsesprøve, optagelsesprøve og sidenhen undergik jeg 8 måneder på elevskolen og kom ud på den anden side som frømand. Dette gav en enorm glæde i mig selv, da folk nu så mig som  noget særligt. Jeg husker undervejs på elevskolen at jeg ikke mærkede min anspændthed i skuldre, ryg og nakke ret meget. Det kom først bagefter, da jeg var kommet igennem nåleøjet og indså at det ikke kun var lutte lagkage. Jeg fandt med tiden ud af at min anspændthed hang sammen med mit humør og ikke med en defekt i min krop. Denne forståelse blev forstærket af at jeg også havde fundet ud af at jeg også fik det bedre når jeg drak alkohol.

Under en tur til Amsterdam fik jeg købt noget cannabis med hjem, som jeg røg lidt på en gang imellem, for jeg havde fundet ud af at cannabis kunne faktisk totalt kurere min på det tidspunkt nærmest kroniske tilstand af anspændthed i kroppen. Den forståelse af at cannabis lindrede mig gjorde mig nysgerrig på hvordan det kunne hænge sammen. Om cannabis var smertelindrende? Min research fortalte mig at det var cannabis ikke, men alligevel hjalp det mig. Jeg begyndte på et tidspunkt at forstå at cannabis kan berolige sindet og få hovedet til at slappe af med at tænke mange tanker. Det var der jeg rigtig begyndte at forstå, at det jeg i så mange år havde bøvlet, med var stress. Men det var ikke sådan jeg troede stress var. Rent faktisk så havde jeg hørt en del om folk med stress men anede ikke hvad det ville sige at være stresset. Og at jeg også syns det var ret taber-agtigt at være stresset. Så jeg gik i proces med at finde ud af hvad min stress var opstået af. Jeg kom frem til at det var primært grundet mangel på selvværd, som var oparbejdet igennem mange år i et samfund hvor det gælder om at være bedre end de andre. Vi får karakterer i skolen, som belønning for enten talent eller hårdt arbejde. Vi bliver anerkendt med karakterer i skolen. Siden bliver vi anerkendt for de penge vi kan tjene og de ting vi kan købe med de penge vi tjener. Som min storebror engang sagde: "Ingen arme ingen småkager". Så jeg havde igennem mit unge liv stræbt efter af få anerkendelse for til sidst at indse, at i min stræben efter anerkendelse havde jeg mistet mig selv. Jeg var blevet til en version af mig selv, som jeg inderst inde ikke brød mig om. Jeg tjente mange penge, scorede mange damer, drak meget alkohol og var altid på jagt efter et "fix" som kunne gøre mig glad, som så end bare for en stund. Og denne form for livsstil er ikke særlig sund hverken for mig eller de mennesker der var omkring mig. 

Jeg forstår i dag at der er mange former for stress men jeg har valgt at tage udgangspunkt i den jeg selv kender til da den har fyldt rigtig meget af mit liv. Den har fyldt så meget at jeg ikke havde andre valg end at prøve at finde ud af hvad det var opstået af og hvordan jeg kunne lindre den for til sidst forhåbentligt at kunne kurere mig selv for denne stress. Jeg tror at stress opstår, når vores hjerne arbejder i for højt gear i for lang tid. Ligesom en motor der kører med for mange omdrejninger i for lang tid. Den ender med at brænde sammen.